25. jul. 2013

nights in white satin, never reaching the end, letters i've written, never meaning to send.

Jeg tænker tit over hvor let det var at være lille. Selv de mindste ting kunne imponere. Jeg savner hvordan jeg brugte mange timer på fuldstændigt ligegyldige ting. Jeg savner hvordan hvert et lille indtryk blev opfanget, og nær studeret, som om en helt ny verden havde åbnet sig for mig. Jeg savner hvordan selv de mindste ting kunne forvandle en kedelig dag, til endnu et vidunderligt eventyr. Jeg savner hvordan jeg levede i min egen lille verden af glæde, og fryd over hvor stor og fuld af muligheder denne verden var. Jeg savner at vågne op, og glæde mig til en helt ny dag. Jeg savner min taknemmelighed for alting. Jeg savner dengang hvor det der gjorde mest ondt var at få en splint i fingeren, eller falde og skrabe sine knæ.


2 kommentarer:

  1. Hvis bare man kunne skrue tiden tilbage til dengang.. Så skulle jeg nok sørge for ikke at have så travlt med at vokse op denne her gang.

    SvarSlet